Et liberalt bud på en rettighedsbaseret indvandringspolitik

Af Jesper Veiby

Artiklen argumenterer for, at Lockes principper fra "Anden afhandling om styreformen" kan danne basis for liberale principper for indvandring, og at sådanne dels er mere konsistente med liberale rettighedsprincipper, dels skitserer alternative syn overfor tyndtbefolkede områder hhv. tætbefolkede, vestlige lande.

Indvandringsdebatten har globalt set to vinkler, som også gør sig gældende i den hjemlige debat. Dels er der en økonomisk vinkel som følge af de økonomiske byrder, uønsket indvandring vil lægge på modtagerlandene, dels er der en kulturelt-folkelig vinkel som følge af bekymringen for, at et givet oprindeligt folk (herunder det danske) enten vil komme i mindretal eller blive opslugt i indvandrere med anden etnisk, kulturel eller religiøs baggrund. Begge bruges til at legitimere statslige indgreb på indvandringen eller begrænsninger i dennes størrelse. I ekstrem form bruges det kulturelt-folkelige aspekt desuden til at sikre særlige rettigheder for mindretal og oprindelige folk.

Stillet op overfor dette syn kan man stille den enkeltes individuelle rettigheder, der som princip står stærkere i den liberale tradition.

Her kan man enten argumentere for den enkeltes frie ret til f.eks. at gifte sig efter eget valg og som en naturlig følge bosætte sig i den enes hjemland. Alternativt kan man argumentere for den enkeltes frie bevægelighed, så længe man ikke lægger andre til byrde, og dermed mod ethvert statsligt forbud og enhver statslig begrænsning på folkebevægelser, enten på det individuelle og mindre plan, eller på det større plan, der om nødvendigt kan sammenlignes med folkevandringer.

Det gælder her som ved alle andre teoretiske standpunkter, at disse bedst prøves af ved hjælp af ekstreme eksempler, som for den overfladiske iagttager kan forekomme studentikose og kun vanskeligt kan tages alvorligt, men som alligevel tjener til at afdække styrker og svagheder i argumentationen.

Et sådant tænkt eksempel kunne være, at jeg og min familie på et givet tidspunkt i fortiden som de første ankom til og bosatte os på det nordamerikanske fastland. Eksemplet er plausibelt så langt, at nogen jo må have været de første, selvom identiteten af disse ikke kan fastlægges. Kunne jeg i givet fald have plantet min slægtsfane på nordamerikansk jord og ad den vej have proklameret mit ejerskab over kontinentet? Trods alt var jeg jo den første til at sætte min fod på de indtil da frie og frit tilgængelige landområder. Og i kraft af, at jeg selv og min familie herefter pr. definition ville udgøre "det oprindelige folk", kunne jeg så have påkaldt mig grupperettigheder som sådant og enten forlangt, at efterfølgende indvandrere skal tale mit sprog, assimileres ind i min kultur eller konvertere til min religion? Eller kunne jeg "blot" have påpeget, at jeg og min familie - og vore efterkommere i al fremtid - skulle nyde en særlig forfatningsmæssig beskyttelse som "oprindeligt folk"? Og hvis min familie havde bosat sig i Newfoundland, kunne jeg så stadig gøre min ret gældende, hvis nye indbyggere bosatte sig i Florida i den anden ende af "mit" landområde, eller kun hvis de bosatte sig i umiddelbar nærhed?

Hvis eksemplet forekommer for drastisk, så erstat Nordamerika med Island, Sjælland eller et hvilket som helst lidt mindre, men betydeligt landområde. Og hvis eksemplet forekommer søgt, så skal der her mindes om, at dette de facto er, hvad der er sket på Fiji, hvor øgruppens oprindelige befolkning kom i mindretal i forhold til indiske indvandrere og efter år med etnisk uro søgte at modvirke dette vha. forfatningsmæssige garantier.[i] Desuden er problemstillingen med forskellig styrke og forskellige løsningsmodeller rejst af så godt som alle "oprindelige folk", hvad enten det drejer sig om inuitterne i Grønland, inuitter og indianere i Canada og USA eller aboriginals i Australien.

Det modsatte eksempel angående indvandring kan også illustreres. Her ved et tænkt samfund på en mindre ø, der er så tæt befolket, at befolkningen alle lever på et absolut eksistensminimum på basis af de få naturlige ressourcer, de kan udpine gennem deres jæger- og samler livsstil. Faktisk er øens ressourcer i eksemplet så udpinte, at såfremt indbyggertallet steg med blot en enkelt, ville en af øens øvrige beboere falde under eksistensminimum og dø af sult, selvom det ikke på forhånd kan siges hvilken af dem.

Har jeg i det givne eksempel - som indrømmet er en smule ekstremt - ret til at bosætte mig på øen og ernære mig som jæger og samler? Har jeg, blot fordi jeg er en bedre jæger end øens indbyggere, ret til at tage livet af en af dem i kraft af min blotte tilstedeværelse på grund af kampen om de begrænsede ressourcer?

2.

Der er indiskutabelt noget kontraintuitivt ved begge de ovenstående eksempler, og den bedste forklaringsmodel kan findes i en abstraktion over de principper, som Locke lægger til grund for tilegnelsen af land og andre frie ressourcer.

Hvis man som teoretisk udgangspunkt antager, at den eneste måde, man kan ernære sig i et givet samfund er via besiddelse af jord til jagt eller dyrkning, og tilsvarende for eksemplets skyld, at jordens kvalitet er lige fordelt, og at enhvers evner er omtrentligt de samme, så vil spørgsmålet om indvandring være anderledes let at afgøre.

Locke skitserer en række principper for tilegnelse af frie ressourcer eller naturens goder (Locke, 1996), som danner skole for enhver liberal teori om tilegnelse. I pkt. 27 (Locke, 1996, p.46) pointeres det, at ethvert menneske ejer sig selv og det, som vedkommende ved sit arbejde har tilegnet sig fra de frie ressourcer i naturen, og i pkt. 32 (Locke, 1996, p.48) anvendes samme princip på opdyrkelsen af jorden. Den grundlæggende begrænsning er, at man her ikke må tage mere, end man kan udnytte og de facto gøre brug af, jvnf. pkt. 31 (Locke, 1996, p.48), således at der stadig er lige meget tilbage til alle andre, iflg. pkt. 27 (Locke, 1996, p.46).

Hvis man for nemheds skyld antager, at en enkelt person i det førnævnte magter at opdyrke 100 ha land, og at det samlede areal af et givet område er 100 mio. ha, så er der i Locke'sk forstand plads til 1 mio. mennesker på dette område. Fra den første til den næstsidste tager de hver især så meget, som de kan opdyrke, og for hver gang er der stadig lige meget tilbage til dem, der kommer efter, idet "lige meget" ikke skal forstås matematisk, men som tilstrækkeligt til dennes behov.

I virkelighedens verden varer denne abstrakte tilstand ikke ved. Jord købes og sælges, slås sammen ved ægteskabers indgåelse eller overdrages ved arv. Forskellige jordområder giver forskelligt afkast. Nogle sælger deres jord og tager i stedet arbejde på andres jord, hvorfor disse ved hjælp af medarbejdere kan opdyrke større områder. Anden jord omdannes til by- og industriområder, i første omgang til forarbejdning af det, som bliver produceret på de enkelte jordstykker, i anden omgang for at producere helt egne produkter og serviceydelser. Til og med muliggør alt dette på sigt en endnu større befolkningstæthed end oprindeligt.

Man kan endda ikke hævde, at jordbesiddelse er et kriterium for (fortsat) borgerskab, for den, der måtte sælge sin jord for i stedet at tage arbejde hos enten andre jordbrugere eller i byens industri, mister de facto ikke sit statsborgerskab, men har stadig sin personlige ejendom undergivet landets love og en (ideel) andel i de fælles goder i det pågældende samfund, ligesom vedkommende bidrager til en samlet produktivitetsforøgelse i kraft af samfundets specialisering og sin egen deltagelse heri. Det er derfor også åbenbart, at Lockes principper om tilegnelse primært kan anvendes som rettesnor i forbindelse med den indledende tilegnelse, herunder den indledende indvandring, og ikke mht. efterfølgende problemstillinger angående statsborgerskab og rettigheder i forbindelse hermed.

Den her skitserede udvikling tilslører, men ophæver ikke den sandhed, som er åbenbar i den indledende abstraktion. Nemlig at ethvert landområde på et givet tidspunkt og på et givet udviklingsniveau kan ernære et vist antal mennesker, og at det er dette princip, som er og bør være målestokken for og enten tillade eller om nødvendigt lægge begrænsning på indvandring.

3.

I den indledende, men abstrakte tilstand er princippet enkelt: Enhver kan bosætte sig i området, så længe der er frie ressourcer, altså så længe der er tilgængelig jord at opdyrke.[ii] Der er også en naturlig begrænsning heri, nemlig at der ikke er "plads" til flere, når først al jorden er opdyrket. For i givet fald kunne man kun skaffe sig jord ved at drive en anden væk fra dennes jord, og ens tilstedeværelse ville ikke blot være en diffus, men fælles byrde, men en konkret krænkelse af en anden.

Det er her på sin plads med nogle refleksioner over et område, som Locke behandler en smule skødesløst, men som i vor tid er en kilde til folkeretlig konflikt, nemlig den (lidt forsimplede) forskel på agerdyrkere og jæger-/samlere, som den kommer til udtryk i forskellen mellem den oprindelige befolkning i mange områder og de efterfølgende tilflyttere, uagtet disse ikke kun er agerdyrkere, men typisk også byboere og industriskabere.

Hvis man igen anvender eksemplet fra før, så er det plausibelt, at en jæger-/samlerkultur kræver større landområder pr. indbygger for at kunne ernære sig. Lad os for eksemplets skyld antage, at der her kræves 10.000 ha pr. indbygger, i modsætning til agerdyrkerens 100 ha.

Jeg hævder her det standpunkt, at hvis der er 100 mio. ha i alt, og der er 10.000 indbyggere, som lever i en jæger-/samlerkultur, så er området allerede taget i besiddelse på de præmisser, som landets indbyggere lever efter. Oprindelige indbyggere skal selvfølgelig nyde en beskyttelse så langt som dette, ligesom de indlysende ikke må udsættes for overgreb, tvangsforflyttelser og andre krænkelser.

Imidlertid vil fakta ofte være sådan, at der kun er, hvad der svarer til måske 8.000 indbyggere i det pågældende område, altså sådan at der både er plads til, at de eksisterende indbyggere kan bibeholde deres jæger-/samlerkultur, samtidig med, at der indhegnes og opdyrkes agerjord og bygges byer, industri mv. De "manglende" 2.000 indbyggere i eksemplet modsvarer et areal på 20 mio. ha, som giver plads til 200.000 agerdyrkere, der i princippet kan og bør leve i fredelig sameksistens med de oprindelige indbyggere, eftersom ingen af dem krænker hinandens rettigheder, hvis de hver især holder sig til egne områder.

På sigt vil måske 2.000 indbyggere i jæger-/samlerkulturen vil vælge at forlade denne for at tilslutte sig ager-/industrikulturen, idet denne plausibelt vil kunne appellere qua sin højere produktivitet og større mængde af goder. Denne bevægelse vil så give plads til yderligere 198.000 agerdyrkere/industriarbejdere på samme område, og sådanne bevægelser vil på sigt skabe et equilibrium eller ligevægtspunkt et eller andet sted. Realistisk vil nogle vedblivende foretrække den oprindelige jæger-/samlerkultur og disse må have ret til dette, men disse kan ikke til stadighed beholde råderetten over samme arealer, hvis ikke de reelt har disse i deres besiddelse i kraft af deres antal og en levevis, som fordrer større areal pr. indbygger. Der vil i praksis være behov for at afgrænse den ene gruppes områder fra den anden, men det er ikke nødvendigt at knæsætte særskilte grupperettigheder eller undtage den ene gruppe fra i øvrigt fælles lovgivning.

Det er også vanskeligt udfra liberale præmisser at hævde, at de tilfældige første indbyggere i et land eller landområde skal kunne diktere efterfølgende indbyggeres sprog, kultur, religion mv. Et samfund formes af dets indbyggere, og i praksis vil det være domineret af flertallets normer og kultur, men med skyldig respekt for mindretallets ret til egne valg, levevis og kultur.

En indvandrer til et næsten fuldt befolket område må derfor de facto anerkende dette, og er nødt til at indordne sig under det eksisterende samfund, mens indbyggerne i et meget tyndt befolket område hhv. indbyggere i en oprindelig jæger-/samlerkultur ikke kan eller skal ydes samme beskyttelse mod på sigt at udgøre et mindretal og dermed tælle med mindre vægt.

4.

Af størst interesse er hvilke konsekvenser en sådan tilgang har i vor tid og i mere komplekse samfund, der ikke afspejler den indledende abstrakte model.

Det er givet, at der i samfund som det danske ikke er frie ressourcer som dem, Locke henviser til, eftersom al jord i praksis er tilskødet en eller anden, person, virksomhed eller institution, eller er henlagt som fællesarealer, hvad enten dette er som parker, veje mv. Kriteriet kan derfor ikke blive, at man skal kunne finde uopdyrket land at opdyrke eller en skov at jage i.

Det er samtidig teoretisk angribeligt at lade det være op til det givne samfund med dets (forhåbentligt) demokratiske institutioner at beslutte sig for et "passende niveau" af indvandring hhv. nogle "passende kriterier" for samme. Rettighedsliberalisten må jo efterlyse nogle principper, som afgørelsen bør tages ud fra, eller som til og med kan gennemtvinge en bestemt afgørelse. Hvis jeg således som individ har en absolut ret til at bosætte mig i et givet land, bør statsmagten det pågældende sted ikke kunne nægte mig denne ret, og hvis omvendt det eksisterende samfund har en absolut ret til at nægte mig bosættelse, så bør jeg ikke kunne gennemtrumfe dette på anden vis.

Det princip, som afspejler Lockes principper om indledende besiddelse i en mere kompleks verden, er det, at man har ret til at bosætte sig, hvis der er "plads", ligesom der er plads i tyndt befolkede områder, hvis der er uopdyrket land at opdyrke og frie ressourcer at ernære sig ved. Der er derimod ikke "plads", hvis der ikke er til livets opretholdelse. Hvis jeg insisterer på at bosætte mig i ufrugtbare områder og uden særlige forudsætninger, så vil jeg erfare på den hårde måde, at der ikke var "plads" til mig, nemlig ved min uundgåelige undergang.

Fristende som det derfor er at gøre indvandring betinget af selvforsørgelse, så er dette dog et upræcist kriterium. Man kan være selvforsørgende på den tætbefolkede ø i eksemplet fra første afsnit ved at drive en anden indbygger ud i sultedøden, og man kan - om end ved at krænke hans rettigheder - blive selvforsørgende ved at drive en anden indbygger væk fra vedkommendes ejendom i et fuldt ud befolket landbrugsland. I et samfund med udstrakte velfærdsydelser vil man vælte byrden over på samfundet som helhed, men uden sådanne vil ens handlinger skade konkrete mennesker. "Plads" er der, når man kan forsørge sig selv uden at fratage andre deres mulighed for samme, dvs. når man kan skabe et job til sig selv, som man ikke tager fra andre.

Der er heri unægtelig en vis beskyttelse af et givet lands indbyggere, som naturligvis er udsat for konkurrence udefra i form af samhandel med andre lande og områder, men som ikke nødvendigvis skal være underlagt intern konkurrence fra mennesker, som ved deres tilstedeværelse pålægger samfundet en byrde,[iii] men som ikke netto bidrager til at bære den byrde i form af jobskabelse.

I tyndt befolkede områder vil kriteriet for indvandring næsten pr. definition altid være opfyldt. Størst interesse har forholdene i tætbefolkede og højt udviklede og industrialiserede samfund, samt i samfund hvor drastiske ændringer i ydre forhold spiller ind. I et samfund som det danske, og i det hele de allerfleste, moderne samfund må kriteriet således være, at man ikke blot er selvforsørgende, men jobskabende. Præmissen er her, at qua markedsmekanismerne og den produktivitet, der skabes af disse, så bliver samfundskagen større, for nu at bruge et populært udtryk. Hvis princippet kunne overføres til den fysiske verden, så ville det svare til, at der blev mere jord at opdyrke, altså at der opstod frie ressourcer, som nu kunne tilegnes.

På liberale præmisser er der derfor to legitime scenarier. Den ene er den talentfulde indvandrer, der er tilstrækkelig ressourcestærk til at skabe et nyt job til sig selv. Den anden er den indvandrer, som kommer til for at opsuge den produktivitetsforøgelse, som ikke kan opsuges af den almindelige befolkningsvækst. Den under middel ressourcestærke, eller den som alene kan henvise til sin ret til familiesammenføring eller på anden vis traktatfæstede rettigheder, har ikke nogen medfødt og absolut ret i liberal optik, og bør heller ikke nyde legal ret.[iv]

Det andet scenarie er der, hvor f.eks. opdagelsen af naturressourcer eller markante fremskridt i landbrugs- eller anden teknologi muliggør en væsentlig øget befolkningstæthed. Guldfeberen i USA muliggjorde, at givne områder kunne forsørge flere end før, idet man ved eksport af råvarer nu kunne importere de nødvendigheder, man ellers havde været henvist til at fremdyrke. Mekaniseringen af landbruget i forrige århundreder udgjorde et tilsvarende kvantespring i samfundets samlede ressourcefrembringelse, som tillod en samlet befolkningsvækst, der også efterfølgende slog igennem.

De oliefund i ikke mindst den arabiske verden, som har gjort denne velhavende, er et eksempel på samme pludselige ændring af ydre omstændigheder. Men det kan anfægtes, at den oprindelige befolkning i disse lande har haft retten til at monopolisere frugterne af dette, når indtægterne derfra uomtvisteligt ville kunne brødføde et overmål af indvandrere, som enten kunne have bosat sig og fået arbejde i olieindustrien, eller som kunne påbegynde udvinding på ingenmandsland eller på jord, man havde opkøbt af lokale.[v] Det samme gør sig gældende i tilfælde af betydelige oliefund på f.eks. Grønland eller Færøerne, som potentielt vil kunne brødføde langt ud over de nuværende indbyggere.

Konklusionen på alt det i det foregående fremførte, er at man på liberal grund og på basis af de principper, som Locke var den første til at skitsere, kan udlede en rettighedsbaseret teori om indvandring, der også i praksis er anvendelig. En sådan teori tager skyldigt hensyn til alle borgere og disses rettigheder, herunder til valg af levevis, og den fremmer samtidig den spontane og markedsbaserede udnyttelse af de gældende ressourcer, som er en nødvendig forudsætning for vækst og understøttelse af en given befolkning. Samtidig trækker den principielle grænser op for indvandring, for så vidt denne ikke netto bidrager til et givet samfund. Desværre er den gældende, danske og internationale retsorden, folkeretsligt og traktatretligt, kun i begrænset omfang i tråd med liberale principper, hvorfor imperfektioner og konsekvenserne heraf ofte er synlige.

 

Litteraturliste:

Locke, John: Anden afhandling om styreformen, Det lille Forlag, 1996.

 

[i] Forfatningen af 1990 sikrede etnisk melanesisk/polynesisk kontrol med magten på trods af et flertal af indiske indvandrere, selvom dette blev modereret ved en forfatningsændring i 1997.

[ii] Det forudsættes, at vedkommende indordner sig under almindelige principper om at respektere andres person og ejendom og indordner sig under de beslutningsprocedurer, som forefindes eller opstår, og som er nødvendige i ethvert samfund.

[iii] Byrden består i vort samfund i høj grad af velfærdsydelser, men selv fraregnet disse vil enhver indbygger medføre en vis belastning af infrastrukturen og et vist (ekstra) behov for opretholdelse af lov og orden. Hvis imidlertid indbyggere ikke er netto produktivitetsskabende, men sender en anden ud i arbejdsløshed, så medfører vedkommendes tilstedeværelse pr. definition en byrde på det pågældende samfund - som naturligvis er mærkbar, hvis der ikke er tale om et enkelt tilfælde, men om tusinder som vedkommende.

[iv] Billedet nuanceres naturligvis af, at der også finder udvandring sted, som kan modsvares af en tilsvarende indvandring uden at der sker nogen skævvridning af ressourcer og adgangen til disse.

[v] Selv hvis man forudsætter et delvist statsligt ejerskab til ressourcerne, f.eks. i form af skatter eller i ejerskab af en given brøkdel af de udvundne ressourcer, drejer dette sig alene om indtægternes størrelse, mens pointen i det skitserede er hvem, som har ret til at få andel i disse: en tilfældig oprindelig befolkning, et tilfældigt (og diktatorisk) styre eller enhver driftig person, som byder sig til.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk